Ramund var sig en bedre mand
om han havde bedre klæder
Dronningen gav hannem klæder på stand
af blårgarn, bast og læder
"Sådan vil jeg ikke ha´" sagde Ramund
"Sådan står mig ikke bra"
sagde Ramund hin unge

Ramund gik sig ved salten søstrand
der så han syv jætter stande
"Tager jeg Ramund i min mindste hånd
og kaster ham langt af lande"
"Det gør aldrig ene du" sagde Ramund
"komme må i alle syv"
sagde Ramund hin unge

Ramund tog til sit gode sværd
det han kaldte Dymlingen Røde
Hug han de jætter syv med en færd
at blodet randt dennem til døde
"Der ligger alle syv" sagde Ramund
"alt står jeg her endnu"
sagde Ramund hin unge

Ramund ladede skibene syv
med guld og med ædle stene
sejled så over sø så stiv
alt ind under kejserens lande
"nu er jeg kommet her" sagde Ramund
"nu har jeg bedre lært"
sagde Ramund hin unge

Kejseren ud af vinduet så
med angest og sorrigfuld mine
Vo er den mand som i gården mon stå
og der så hæsselig grine?
"Det er mig og jeg har lyst" sagde Ramund
"med dig at vov´" en dyst
sagde Ramund hin unge

Kære Ramund du lade mig leve
jeg så omend aldrig din lige
Min yngste datter vil jeg dig give
samt halvparten af mit rige
"Det tar jeg når jeg vil" sagde Ramund
"Og så din datter til"
Sagde Ramund hin unge

Ramund tog til sin store kniv
den han kaldte Dymlingen dyre
Skilte da kejseren ved hans liv
at hovedet det fløj femten mile
"Jeg mente den ej bed" sagde Ramund
"Alt rinder blodet ned"
Sagde Ramund hin unge